Writings

Kasper Grønlund Evers

Ph.D. Ancient History (Cph)

Writings

This page contains a number of my writings (in chronological order) which are otherwise not easily available. For a comprehensive list of theses, books and articles, see Publication list, for a select list of papers given, see my academia.edu profile.




(2011) With a Little Help from My Friends—A New Institutional Economics Approach to the Ancient Economy. MA in History, Copenhagen University.


Abstract:

Employing analytical tools provided by New Institutional Economics and a model established by Douglass North, this dissertation endeavours to examine the importance of ancient Greco-Roman institutions for the exchange of means within society. Specifically, voluntary associations are interpreted as organisations developed in order to mitigate transaction costs within various kinds of exchange. In order to demonstrate how institutions and organisational innovations economised on exchange generally, and on economic exchange in particular, associations of traders and shippers are subjected to a more thorough study.

   Consequently, the dissertation falls in three parts: the first part provides an introduction to associations, traders and shippers, and the historiography of associations and the ancient economy (the Introduction and chapter one); the second part accounts for the theory of New Institutional Economics, proposes a new model for interpreting ancient associations (chapter two), and conducts case-studies to substantiate this model (chapter three); finally, the third part sets out the transaction costs faced by ancient traders and shippers (chapter four), and subsequently demonstrates the ways in which the institutions of associations were designed to economise on expenses incurred by members, both individually and collectively, as they went about their daily business (chapters five and six).




(2011) The Vindolanda Tablets and the Ancient Economy. British Archaeological Reports, British Series 544 (Oxford).

Abstract:

The Vindolanda Tablets are rightly famous for the insights they provide into the life of Roman auxiliaries on the province of Britain’s northern frontier around the turn of the first century AD. Various authors over the years have dealt with the archaeological excavations at Vindolanda, the evidence of army organisation, daily life on the frontier, military supply, literacy, and many other subjects—sometimes several of them at once. This study is not so ambitious, however, focusing solely on the various kinds of evidence provided for economic activity in the early Roman Empire.

Accordingly, the aim is to investigate how best to comprehend the economic system attested at Vindolanda and to consider the wider implications for studies of the ancient economy in general. This is accomplished by a three-step approach: first, the nature of the Vindolandan evidence is assessed, and the state of research on both studies of the ancient economy and the economy of early Roman Britain is accounted for, so as to highlight the value of the Vindolanda Tablets and lay the ground for the interpretations which follow.

Secondly, the economic activities attested by the tablets are analysed in terms of market exchange, redistribution and reciprocity, and each category is developed to suit the unique character of the evidence. Moreover, select phenomena attested at Vindolanda are compared or contrasted with evidence from similar Roman frontier establishments in other places and periods of antiquity.

Third, a model is outlined which takes into account the different economic behaviours revealed by the tablets and attempts to fit them together into one coherent, economic system, whilst also relating the activities to questions of scale in the ancient economy; moreover, the conclusions drawn in the study are discussed and compared with those of the most important authors on the subject, and the value and potential of the findings made are put into a wider perspective.




(2011) 'Yderst i Romerriget,' in Weekendavisen 24.

Antik økonomi. Den romerske hær kom, så, sejrede – og skabte vækst. Vindolanda-tavlerne giver et usædvanligt indblik i handelslivet i Nordengland under romersk overherredømme.


En dag i marts 1973 blev der gjort et opsigtsvækkende fund ved ruinerne af et romersk grænsefort, Vindolanda, i det nordlige England: Bedst som arkæologerne rodede rundt i en kold og mudret udgravning, stod de pludselig med skrøbelige stykker af træ i hænderne, der mindede om sirligt beskrevne postkort. Inden for blot få minutter efter mødet med atmosfærens indhold af ilt falmede de totusinde år gamle bogstaver hurtigt ind og forsvandt.

   Flere hundrede lignende fragmenter af skrivetavler fra tiden omkring 85–128 evt. – det vil sige frem til etableringen af Hadrians Mur – er heldigvis blevet gravet frem sidenhen og deres indhold dechifreret og læst ved hjælp af avancerede kemiske og fotografiske processer. Resultatet er et unikt, omend noget hullet indblik i skiftende garnisoner af germanske hjælpetroppers liv og levned som vagter på Romerrigets nordligste grænse.

   Selvom Vindolanda var placeret i periferien af Den Romerske Verden, og de små 40 år, som tavlerne strækker sig over, kun udgør et lille glimt af Antikken, så giver de et uvurderligt indblik i almindelige handelsfolks og soldaters økonomiske aktiviteter og angiver nogle – godt nok vide – rammer for den antikke økonomi som helhed. For så vidt det overhovedet er muligt at tale om en sådan, ser vi nemlig, at det frie marked og staten som økonomisk aktør i Imperium Romanum var væsentligt tættere knyttet end tidligere antaget.

   Særligt ét emne tjener Vindolanda-tavlerne som et fantastisk vidnesbyrd om: den økonomiske aktivitet, som et fort med op mod tusinde kontraktansatte germanske auxiliær-soldater affødte på flere forskellige niveauer. Den romerske hær kom, så, sejrede – og skabte vækst. Først og fremmest er det tydeligt, at et blomstrende civilt samfund befolket med handelsmænd og entreprenante opportunister skød frem uden for fortets porte; et fænomen, der gentog sig ved næsten alle imperiets grænseposter. I det konkrete tilfælde endda i det militariserede nordlige højland, hvor hæren gjorde sit bedste for at pacificere krigeriske, indfødte folkeslag og danne et »forsvar i dybden«, der skulle skærme lavlandet mod plyndringstogter udført af stammer i det nuværende Skotland.

   Disse civilister opererede med base i en mindre bosættelse, en vicus, i fortets skygge og under dets beskyttelse. Herfra drev de mindre handelsfolk detailhandel med de enkelte solda- ter, og entrepreneurer leverede forsyninger såsom korn, mel og læder til garnisonen en gros eller var selv aftagere af varer, som fortet havde rigelige forsyninger af.

   Både tavler og fund af mønter i udgravningerne bevidner, at der var tale om en stor og veludviklet pengeøkonomi inden for fortets mure, og da der tydeligvis foregik en livlig handel, kan vi se, at Vindolanda var relativt velintegreret i et større marked. Dette marked var baseret på den samlede grænsebefæstnings købepotentiale og involverede også de indfødte britanniske jordbrugere og kvægavlere. Der er tegn på både køb og salg af korn fra og til lokale agerdyrkere og på, at Vindolandas kommandant ligefrem kunne finde på at sende en slave i byen for at købe æbler, æg og oliven.

   Hvor man hidtil har antaget, at den kejserlige centralmagt selv stod for de vitale forsyninger gennem et finmasket redistributivt system, så viser Vindomanda-tavlerne, at centralmagten også handlede på det frie marked i den militariserede højlandszone. Således opkøbte civile frit store partier korn og læder med blik for den militære efterspørgsel (fodtøj og telte), og sågar metaller og våben blev handlet lystigt mellem købmænd og soldater.

   Når hæren således ofte lod sig forsyne lokalt af civile entrepreneurer og mellemmænd, må det forklares ud fra lavere transaktionsomkostninger. Hæren forlod sig altså på billigere opkøb af varer gennem det frie marked, når det var muligt, men måtte ellers selv forestå en mere omkostningsfuld forsyningslogistik, når forholdene ikke tillod dette, for eksempel under en væbnet konflikt.

   Det er vigtigt at huske, at denne blomstrende markedsøkonomi langs Romerrigets nordligste grænse ikke havde været mulig, hvis ikke det havde været for de midler, som den romerske statskasse postede i forsvaret af fjerne provinser: vel at mærke både de penge, som garnisonerne benyttede på officielle forsyninger, og de penge udbetalt i form af løn, som soldaterne brugte som private forbrugere – på krydderier, bedre mad og drikke, tøj, redskaber og håndklæder – disse nyligt romaniserede germanske krigere holdt åbenbart meget af at gå i bad!

   Derfor er det også vigtigt at indtænke privat forbrugerisme i en økonomisk analyse. For når op mod titusinde hjælpetropper langs grænsen i Britannias højland efterspurgte varer, der fungerede som romersk-etniske markører – særligt vin, oliven og olivenolie samt håndklæder – og når det var af vital interesse for Romerriget at få romaniseret disse udenlandske soldater, så skabte det en efterspørgsel, som civile forretningsfolk kunne lukrere på. På den måde kunne amforaer og eksotiske forsendelser pludselig finde vej fra middelhavsegnene til de mest isolerede områder i de fjerneste provinser. Noget, der selvfølgelig kun kunne lade sig gøre på grund af den sikkerhed og infrastruktur, som den romerske statsmagt og særligt hæren var garant for: Pax Romanas velsignelser.

   Statsmagtens politiske økonomi kvalte derfor ikke, men nærede tværtimod en markedsøkonomisk udvikling med dertil hørende privatforbrug i grænsezonen.

Vindolanda-tavlerne giver os ikke bare en ny og bedre forståelse af den økonomisk aktivitet i Romerriget; de giver også et anderledes perspektiv på nutidige debatter om statens rolle som samfundets økonomiske primus motor.




(2012) 'Skabelseshistorie søges,' in Weekendavisen 3.

Kronik. Har det europæiske samarbejde ført til, at vi tror på en fælleseuropæiske skabelseshistorie, som ikke er ganske sand? Forskning og politik er viklet ind i hinanden i Europa.



De europæiske lande har altid sværmet for Antikken. Enten ved at påberåbe sig positionen som Imperium Romanums arvtagere eller ved at spejle sig i den græsk-romerske fortids intellektuelle og militære storhed. Særligt gennem 1800- og 1900-tallet førte den blomstrende nationalisme til, at hver enkelt stat ønskede at redegøre for sin opkomst i Senantikken og den tidlige middelalder; den periode mellem 400- og 600-tallet, hvor det vestlige Romerrige gik til grunde og »barbariske« kongedømmer etablerede sig i Imperiets gamle provinser og yderområder. Med en skillelinje, der kom til at ligge i nutidens Belgien mellem de flamske og wallonske områder, blev rigerne nordfor rent germansktalende – England, Nederlandene, Tyskland, Skandinavien – mens de gamle kerneområder sydfor udviklede en sproglig blandingskultur — den romanske med Frankrig, Italien, Spanien, Portugal. Men hvor forskelligt hver nation end betonede sin specifikke opkomst og senere udvikling, så var der dog en grundlæggende fælles forståelse af Roms fald som afslutningen på en guldalder, hvilket som en naturlig konsekvens stillede de germanske folkevandringer i et mindre heldigt lys.

   I perioden omkring Første og Anden Verdenskrig blev de sproglige og kulturelle skillelinjer særligt trukket op: Der herskede en decideret anti-germansk tendens i historieskrivningen inden for især den franske og angelsaksiske historieskrivning, som anså de hærgende germanske horder — og deres tyske efterkommere i særdeleshed — som ansvarlige for den romerske civilisations undergang. Ifølge denne opfattelse havde folkevandringer- ne aflivet den græsk-romerske højkultur i et kaos af myrderier og voldtægter, bål og brand. Belært af Anden Verdenskrigs grusomheder begyndte der dog at blæse mere forsonende vinde efter krigens afslutning: Man var ikke længere interesseret i at fremhæve et årtusindgammelt nedarvet modsætningsforhold mellem Tyskland og de romansk-talende lande, men tværtimod i at sikre Europa mod fremtidige nationale konflikter.

   For med dannelsen af det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) i 1957 blev der skabt et behov, der rakte ud over de etablerede »nationale historier«. Man måtte nu søge præcedens og legitimering for fællesskabet i det, der kan betegnes som en pan-europæisk skabelsesmyte: Historien om, hvordan en kulturel kontinuitet var nedarvet i lige linje fra Det romerske Imperium gennem en fusion med germanske folkeslag, hvad der havde transformeret Den romerske Verden til det tidligste, spæde Europa.

Interessant nok lå fem af de oprindelige seks medlemslande, Vesttyskland, Frankrig, Nederlandene, Belgien og Luxembourg, ikke bare geografisk, men også kulturelt langt fra det sjette medlemsland, Italien. Den nye sammenslutnings tyngde kom derfor til at ligge i Nordvesteuropa, men traktaten blev på sigende vis underskrevet i Rom. Symbolikken er svær at tage fejl af: De germanske kongedømmers arvtagere, nu nationalstater, indstiftede et nyt politisk fællesskab med store ambitioner, dér hvor det hele oprindelig startede: Urbs Roma.

   Den politiske union mellem lande, der identificerer sig som værende af primært germansk afstamning, henholdsvis lande der sværger til den latinske del af den romanske arv, har sidenhen fordret en ny måde at betragte udviklingen i Senantikken på; en, der fokuserer mere på fælles, germansk-romersk transformation til europæere end på sejrherrer og underkastede. Det er et markant brud med tidligere tiders forskning, hvor man entydigt betonede, at dette var perioden for Imperium Romanums endegyldige militære nederlag og dets undersåtters kranke skæbne under germanske krigerkonger. Der er tale om et paradigmeskift, hvor en historisk proces, der tidligere fortolkedes som et radikalt brud med fortiden og som begyndelsen på »Den mørke Middelalder« nu tværtimod formidles som en kontinuerlig kulturel udveksling og sociopolitisk dynamik.

   Der er med andre ord en parallel mellem tidens politiske horisont og forskningen i Europa. Den gradvise forening af Europa gennem EØF, EF, EU, optagelsen af de første østeuropæiske medlemmer i 2004, og senest med den forkastede forfatning og Lissabon- traktaten, sætter sig spor i forskningen inden for Senantikken og tidlig middelalder, der i det samme tidsrum er nået frem til konklusioner om fortidens integration, multikulturalisme og sameksistens, der ledsagede »Europas fødsel«.

Derfor er det meget relevant at undersøge samspillet mellem EU’s forståelse og skabelse af sin egen identitet og støtten til forskning i Senantikken og Europas historie. Det vigtigste eksempel er The European Science Foundation’s (ESF) støtte til projektet »The Transformation of the Roman World« i 1993–98, som resulterede i en stor mængde forskningslitteratur. Den betoner netop den — nogle ville sige politisk opportune — kul- turelle kontinuitet, som er selve kernen i EU’s skabelsesmyte. Og i disse år støtter ESF fort- sat forskningsprogrammer, der underbygger dette historiesyn. Som noget nyt er Østeuropas oprindelse endda begyndt at blive vævet ind i historien om det romersk-germanske parløb: De tidligste slaviske staters konfrontation med det overlevende Østromerrige underspilles til fordel for fokus på »socioøkonomisk og politisk transformation«.

   Pointen er dog ikke, at de mange fremtrædende forskere, som har taget del i projekterne gennem årene, er helt galt afmarcherede og bedriver bestilt og betalt forskning, men snarere at der er behov for en analyse af, hvordan nutidige debatter om politisk og økonomisk samarbejde, multikulturalisme og globalisering påvirker – og har påvirket – studiet af Senantikken og ideen om Europas fødsel.

   For som man råber i skoven, får man svar: Hvis EU igennem de seneste tyve år har postet millioner i forskning fokuseret på romersk-germansk symbiose, så vil vores viden om datidens konstruktive kulturmøder komme til at dominere billedet – på bekostning af de konfliktfyldte scenarier, som de skriftlige kilder fra dengang faktisk er rige på vidnesbyrd om. Og hvor mødet mellem romaniserede provinsboere og invaderende germanske stammer efter alt at dømme har budt på såvel positiv sameksistens som konflikt, så levner de arkæologiske vidnesbyrd om for eksempel det økonomiske og teknologiske niveau i Vesten fra 400-tallet og fremefter ingen tvivl: Det var en materiel katastrofe for Romerrigets tidligere indbyggere. Befolkningstallet faldt drastisk, byer affolkedes, masseproduktion og cirkulation af varer ophørte; den verden, folk levede i, blev mindre, fattigere og på mange måder mere primitiv.

   I lyset af det nuværende, meget anspændte forhold mellem særligt Tyskland-Frankrig og de kriseramte sydeuropæiske lande – i særdeleshed Italien, Grækenland og Spanien – er det endvidere spændende at se, om EU’s europæiske skabelsesmyte kan rumme spændingerne: Er vi alle europæere forenet i en fælles fortid, det transformerede Imperium Romanum, eller vil de »germanske« EU-lande (inklusive Frankrig, som identitetshistorisk knytter an til frankerne, en germansk stamme) gradvis afkoble middelhavslandene og dermed blotlægge en identitetshistorisk revne i det europæiske hus’ fundament?




The Lake District 'trilogy'

(2012) 'What did the Romans ever do for the Lakes?,' in The Westmorland Gazette 13/12.

The hardy foundations of a ruined fortress jut out of a meadow on the shore of Windermere, near Waterhead.

   These are the ancient remains of Ambleside Roman fort, built in the first century AD to become an important part of a chain of military roads, forts, and naval stations established in Cumbria as a western flank for the later Hadrian’s Wall.

   The fort was excavated from 1912 onwards, and in 2001 a catalogue of findings was made available online by the Armitt Library and Museum. Combined with later discoveries, these findings make it possible to piece together a story, spanning 300 years, of a fort subduing hostile natives while linking the Lakes with the furthest reaches of the Roman Empire.

   However, few of the rare visitors to the unpretentious mounds on the green field seem to have an eye for the historical significance of the site: most just come to walk their dog or to take a picture of the lake.

   The tension between soldiers and locals is revealed by a tombstone recounting that a Roman clerk was killed inside the fort by enemies, some time in the 3rd century AD. The 500-strong garrison must have been sorely pressed at times, if enemies managed to force their way inside the walls of the fort!

   Moreover, a study of potsherds unearthed at the site sheds light on the goods imported throughout the fort’s period of use, ca. 100–400 AD.

   Provisions were collected locally and from the rest of the province of Britain, but also from the more civilised and economically developed province of Gaul (present-day France), and even from as far away as Germany and North Africa.

   In addition, the fort’s granaries were of such an impressive size that, combined with evidence of an extensive civilian settlement extending at least 700 metres north, and possible signs of a nearby jetty (on the bottom of the lake) for receiving supply ships, it seems likely that Ambleside Roman fort was, in fact, a regional centre and powerhouse back then.

   Accordingly, the fort provides mute testimony –similar to that of the more famous Vindolanda tablets– of a world acting and dealing on a scale comparable to that of the EU several centuries before Anglo-Saxons ever embarked for Britain.


(2013) 'The most desolate Roman outpost of all,' in The Westmorland Gazette 23/05.

'Over the heather the wet wind blows, I've lice in my tunic and a cold in my nose. The rain comes pattering out of the sky, I'm a Wall soldier, I don't know why.' So wrote British poet W. H. Auden in 1937 of a Roman soldier on Hadrian’s Wall, who had just about had enough of it.

   However, life on the Wall – constructed ca. AD 122–28 – with its 10,000-man garrison, efficient supply network and infrastructure, must have been leisurely compared to that of the garrison at Hardknott Fort in Eskdale.

   The fort was constructed ca. AD 117 to control Hardknott Pass, which dominated the road between the forts at Ambleside and Ravenglass. Accordingly, an auxiliary infantry cohort of 500 Dalmatians, from the coastal mountains of present-day Croatia, were stationed on this desolate, windswept plateau (the remoteness of which is likely to blame for the atypical lack of evidence for a civilian settlement) to represent the eagle-standards of the imperial legions.

   The fort and the military road it kept open thus bisected the Lake District and made the policing and surveillance of recalcitrant or openly hostile native tribes feasible.

A contemporary writing-tablet from Vindolanda attests to such military intelligence-gathering and describes the military prowess of the local tribes with contempt: ‘the Britons are unprotected by armour. There are very many cavalry. The cavalry do not use swords, nor do the wretched Britons mount in order to throw javelins.’ However, that keeping the Celtic tribes subdued was no easy task after all is attested by inscriptions from Ambleside and Vindolanda: in Ambleside, a clerk was killed inside the fort itself, and at Vindolanda, a Roman centurion was killed in war around AD 120.

   The well-preserved condition of Hardknott’s walls, towers, internal buildings and bath house belies its lifespan, though.

In fact, excavations have revealed that it was only occupied ca. AD 117–142 and again, after a 20-year hiatus, from AD 162 to the early 3rd century, while subsequent ‘littering’ attests to the site’s continued use as shelter for passing travellers and military patrols. Probably, a restraining military presence here was no longer needed.


(Copyright: English Heritage)

(2013) 'Fort has watched over 2,000 years of history,' in The Westmorland Gazette 24/10.

The first fort at Ravenglass was established early in the 2nd century AD, and the site saw continuous use until the end of the 4th century. It was both a southern hinge for the coastal defences erected to intercept seaborne raiders from north of Hadrian’s Wall, as well as the seaside terminus of the military road inland to the forts at Hardknott and Ambleside.

   The garrison was a part-mounted auxiliary cohort drawn from the fleet. Impressively, the Roman navy had not only circumnavigated Scotland in the 80s AD, but by the 140s it was patrolling the seas from the Solway Firth to the Farasan Islands in the southern Red Sea.

   Although Ravenglass features the highest walls in Britain still standing from Antiquity, the remains visible today at Walls Castle did not belong to the fort itself, but rather to the impressive bath house immediately to the northeast. Here, it was possible for members of the garrison to enjoy a proper ‘spa’ experience: hot and cold baths as well as rooms with floor heating for leisurely socialising. From contemporary accounts of purchases made by Germanic auxiliaries at Vindolanda, we know that many of these ‘barbarians’ purchased towels. To complete the picture, Hardknott Fort sports a prominent sweating-room, and all that is visible today of the fort at Lancaster is the floor heating system of the bath house.

   To the east of Ravenglass fort (that is, south and east of the bath house) excavations have revealed the presence of a civilian settlement, a ‘vicus’. Here, traders and innkeepers supplied the various needs of the garrison, and here also the wives and children of soldiers living inside the fort were settled. Moreover, the discovery of a letter of discharge granting Roman citizenship and right of marriage to a (likely) Syrian veteran of the cohort, after 25 years of service, suggests a community of retired soldiers.

   Finally, excavations have unearthed small, round, bone counters providing testimony of a popular pastime—games. An invitation from a soldier found at a similar fort on the Rhine goes: ‘Thus, you may know when I stage the party, various games and neat revelry. Tomorrow, by the mighty guardian spirits of the game, I will shake the dice cup like the sword!’




(2014–15) 'Cave of Revelations: Indian Ocean trade in light of the Socotran graffiti,' in Journal of Indian Ocean Archaeology 10–11: 19–37.

Abstract:

First discovered in 2001, and fully published in 2012, a corpus of more than 200 graffiti from the cave Hoq on ancient Dioscourides, modern Socotra, constitutes an invaluable resource shedding a rare light on trade routes of the ancient Indian Ocean. Whereas more abundant evidence has previously been available to document the activities of Roman merchants, while evidence attesting the role of their Indian counterparts has been comparatively scarce, it now becomes possible to move beyond the traditional bias towards ‘Romano-centric’ narratives, thus, providing a fuller account of ancient long-distance trade in the region. Specifically, the graffiti introduce us to traders and travellers, Buddhist monks and Yavanas, hailing from Roman Egypt, Palmyra, Axum, Hadramawt, Western India, Bactria and Gandhara. Accordingly, the aim of this paper is to appraise the importance of the Hoq graffiti for Indian Ocean studies, analyse the import of the evidence for our knowledge about the organisation of trade, and outline the resulting corrigenda to the orthodox picture of ‘Indo-Roman trade’.




(2015) 'Hvor peberet gror—romere, indere og dem indimellem,' in SFINX 38(1): 10–15.

(Illustrationer fra SFINX ikke gengivet her)

Allerede fra 200 f.Kr. blev Rom forsynet med røgelse og myrra fra Sydarabien samt krydderier fra Østafrika via havne og handelsruter gennem det ptolemæisk-regerede Egypten og sydlige Jordan. Dette var dog kun begyndelsen. Vendepunktet kom med indlemmelsen af Egypten som romersk provins i 30 f.Kr. og den efterfølgende udbyggelse af ruter fra Nilen østpå gennem ørkenen til havne langs Rødehavet. Nye tiltag bestod i veje med brønde, udkigstårne og signalstationer, små forter med regelmæssige intervaller og udvidelsen af såvel civile bosættelser som den militære tilstedeværelse i de vigtigste havne. Vejene var desuden underlagt ”road- pricing” for civil benyttelse og takseret efter erhverv – prostituerede skulle betale mest.

Geografen Strabon besøgte provinsen ca. 25 f.Kr. Her bemærkede han, at der nu afgik 120 skibe årligt mod Indien, hvor der under ptolemæerne knap havde sejlet 20. Tallene har næppe statistisk belæg, men budskabet er klart og underbygges af, at handel med peber er attesteret så langt væk som grænseområderne i Britannia og Germania. Fra Augustus og fremefter levner romerske forfattere heller ingen tvivl om, at peber, kardemomme, elfenben, perler, silke og andre tekstiler, samt et utal af ædel- og halvædelsten, ankom til Rom fra Indien i mængder, der gjorde særligt krydderierne til forbrugsgoder i selv almindelige borgeres beskedne husstande. Således beklagede Plinius d. Ældre før sin død i 79 e.Kr. samtidens overforbrug af alskens luksus, særligt fra Indien, men også Arabien og Kina, som, argumenterede han, drænede Romerriget for ædelmetaller i bytte for konsumvarer.


ALLE VEJE FØRER FRA ROM

Alexandria ved Nilens munding var centrum for østhandelen, og her fandtes risikovillige investorer, der ydede lån til entreprenante købmænds rejser østover. Herfra gik turen tusinde kilometer op ad Nilen til ”ørkenhavnen” Koptos, der forbandt Nilens flodbådstrafik med karavanerne på de vitale ørkenveje til Myos Hormos (150 km væk) og Berenike (350 km) ved Rødehavet – førstnævnte var tættere på, men sidstnævnte havde bedre vindforhold. Karavanerne leverede dels forsyninger til havnenes civilister, udstationerede soldater, og proviant til skibenes langfarter, samt forestod den røverplagede transport af importerede varer tilbage til Nilen. Knap 100 kvitteringer fra tre generationer af familiefirmaet ”Nicanor & Sønner” dokumenterer, hvordan man rutinemæssigt fremsendte forsyninger og varer til kunders forvaltere i havnebyerne, prisen blev blot skrevet på kundens regning hos familiens hovedkontor i Koptos.

Hvad angår selve finansieringen af handelsrejserne har én kontrakt, nedskrevet ca. 150 e.Kr., overlevet. Det er en kontrakt på papyrus i form af et lån fra en investor til en købmand for en rejse til den sydindiske by Muziris på skibet Hermapollon. Dette foretagende alene beløb sig til en returlast på minimum 150 tons, der skulle registreres og forsegles officielt i Koptos, herefter transporteres til Alexandria, og som (selv efter betaling af 25% som told) var utrolige 1,75 millioner denarer værd. Det svarede til knap 1% af det årlige høstudbytte i provinsen Egypten, det romerske imperiums kornkammer. Varernes endelige pris i Roms detailhandel må endda have været endnu højere som følge af hovedstadens større efterspørgsel.

Indskrifter, graffiti, keramik samt fund af f.eks. ris har desuden afsløret en række tilrejsende gruppers rolle i østhandelen: palmyrenere fra Syrien; nabatæere fra Petra i Jordan; arabere fra Yemen og folk fra Sydindien. Grundet monsunvindene satte skibene kurs mod Indien i juli, hvor vinden begynder at blæse fra vest, og startede hjemrejsen fra indiske havne i december, hvor vinden skifter til at blive østlig – bosættelser i det fremmede har været en naturlig konsekvens af denne rytme. Langs ruten var der endvidere problemer med pirateri, og derfor sejlede skibene med bueskytter, alt imens den romerske flåde havde nogle få skibe udstationeret både i den nordlige og den sydlige del af Rødehavet.


HULENS HEMMELIGHED

Indtil for få år siden var en anonym handelsskippers håndbog fra 40–70 e.Kr., kendt som ”En rundsejlads i Det røde Hav,” vores bedste kilde til datidens sejlads i Det arabiske Hav. Men den belyste primært romernes rolle og indeholdt kun lidt om arabiske og indiske aktiviteter. Af særlig interesse beskrives dog, hvordan øen Socotra ud for Afrikas Horn var beboet af arabere, indere og grækere, som havde spredt sig fra hjemlandene og var sejlet dertil for at handle.

I 2001 opdagede en gruppe huleudforskere så, at en kalkstensgrotte på Socotra, Hôq-hulen, indeholdt hundredvis af oldgamle graffiti efter 1500 meters passage og frem til bunden 2 km inde. Disse er nu opgjort til 219 fordelt på 7 forskellige skriftsprog, indridset over 800 år, cirka 200 f.Kr. - 600 e.Kr. Langt størstedelen er indiske og efterladt af rejsende fra de vestlige delstater Gujarat og Maharashtra i perioden 100-300-tallet e.Kr., alt imens en lille håndfuld blandede graffiti bevidner gæster med fjerne ophav: Egypten (romere), Syrien (en palmyrener), Bactrien (det nordlige Afghanistan) og Gandhara (det nordlige Pakistan).

Heldigvis tilføjer flere af graffitiernes ophavsmænd også deres hjemstavne og professioner, og derfor ved vi, at mange af de indiske gæster i hulen – som vi ville forvente – var skippere og købmænd fra den berømte havn Barygaza (moderne Bharuch), mens også munke og andre religiøse hverv er attesteret. Interessant nok kan alle de mange indiske graffiti relateres til det vestlige Indien, hvorimod det halve dusin indiske beskrevne potteskår fundet i Myos Hormos og Berenike indtil videre alle er skrevet på sydindisk.


ROMERNE I INDIEN

Denne forskel på vest- og sydindisk gør sig også gældende, hvad angår romerske fund i Indien. Således viser det sig, at mens der er gjort flest fund af amforaer spredt ud over Gujarat og Maharashtra, er langt størsteparten af romerske mønter fundet i de gamle sydindiske kongedømmer (nu Kerala og Tamil Nadu).

For at starte med sidstnævnte, er der i Syden desuden overleveret en lang række episke kvad fra århundrederne lige før og efter vor tidsregning, der en passant beretter om “yavana’er.” Dette navn var oprindeligt en persisk betegnelse for grækerne i Lilleasien, ionerne. Med Alexander den Stores erobringer frem til Indusfloden blev det persiske ord siden overtaget af indiske sprog til at betegne grækere og senere andre fremmede vestfra.

Det er derfor oplagt at koble den veldokumenterede romerske østhandel med de tamilske kvads beretninger om yavana’ernes ankomst til Muziris i skibe lastet med vin og guld, som de byttede for peber. Men yavana’er var ikke kun handelsfolk, men også lejesoldater og håndværkere bosatte i deres egne landsbyer. Alt dette stemmer fint overens med fund af romerske mønter, keramik og amforaer. I 2007 opdagede man endda en havneby, som måske er Muziris, hvor man til dato bl.a. har udgravet 6000 amforaskår, romersk glas og keramik, samt masser af peber og ædelsten.

Tilsvarende er yavana’er attesteret i Maharashtra i det vestlige Indien i tre vigtige bjergpas, der forbandt havnene på kystsletten med produktionscentre for særligt tekstiler og halvædelsten inde på Deccan-højsletten. Pga. den livlige kommercielle trafik havde buddhistiske munke, der traditionelt var afhængige af donationer, etableret sig i disse pas allerede fra århundredet f.Kr. Og med penge og støtte fra velgørende donorer, bl.a. yavana’er, byggede de storslåede ”klippe-templer” og klosterceller ved at udhule de stejle bjergsider.

Karla-komplekset

Brugen af anførselstegn hér dækker over en akademisk kontrovers, hvor sprog er magt. Således betegnede de engelske koloniherrer oprindeligt disse monumentale bygningsværker som ”hule-templer.” Et navn, som måske nok er faktuelt korrekt, men indlejrer ideen om noget primitivt i selve betegnelsen for disse templer, der for størstedelens vedkommende er lige så lidt ”huler,” som den europæiske middelalders katedraler blot er ”huse.” Siden har indiske forskere af samme årsag forsøgt sig med at omdøbe ”hulerne” til ”klippe- templer,” men de gamle navne hænger ved.

Også i Maharashtra er der rigeligt med amforafund, der kan koble yavana’erne med græsk-talende købmænd fra Egypten. Man har endda fundet utallige lokalt producerede halsamuletter af ler, hvis motiv er romerske kejserportrætter kopieret direkte fra mønter. Måske blev de opfattet som lykkebringende, men under alle omstændigheder vidner de om lokalt kendskab til romere.

Chaitya'en i Karla

Selvom yavana’er har efterladt sig indskrifter i alle tre bjergpas, har deres indflydelse tydeligvis været størst ved den såkaldte Karla-hule. Det er en klassisk buddhistisk vandrehal, kaldet en “chaitya,” med en “stupa,” dvs. et ”alter” til Buddha, i den fjerne ende, og med et storslået og rigt udsmykket indgangsparti. Hallen er 45 m dyb og op til 14 m høj, hvilket gør den til et imponerende stykke ingeniørkunst, da udhulningsteknikken naturligt indebærer, at hele konstruktionen udføres i ét stykke. En håndfuld af søjlerne i hallen bærer indiske indskrifter, hvor der står, at ”denne søjle er doneret af yavana’en X” [link til billede af søjle på start-siden]. Alle på nær én kom fra den samme lokale handelsby, hvorfra adskillige andre sponsorer (håndværkere og handelsmænd) af byggeriet også stammede.

Således må der have været tale om en permanent bosættelse af yavana’er i en handelsby i dette vigtige pas. Endvidere kan vi konstatere, at de var konverteret til eller i hvert fald aktivt viste sig som tilhængere af den lokale religion, buddhismen, at nogle af dem havde indiske navne, og at de offentligt identificerede sig selv på værtslandets indiske folkesprog. De var altså hverken romere eller indere som sådan, snarere var de ”vesterlændinge” af navn men buddhistiske indo-romere af gavn. Om det så skyldtes sprogtilegnelse og konvertering i en indvandrers første generation eller blandede ægteskaber og det dobbelte ophav af efterfølgende generationer, er svært at sige, men sandsynligvis var det både og.

Ét er dog sikkert: såvel indiske krydderier i Romerrigets fjerneste grænseområder som dannelsen af indiske (i Egypten), romerske (i Sydindien) og indo-romerske (i Maharashtra) bosættelser indikerer, at perioden lige efter Kristi fødsel til 200-tallet e.Kr. bevidner en hidtil uset intensivering af langdistanceforbindelser mellem Middelhavet og Indien. Selvom fænomenet bestemt ikke kan kaldes globalisering, er der ingen tvivl om, at ideer, varer, og mennesker tilbagelagde forbløffende distancer, og at handelen havde en væsentlig indflydelse på såvel Romerrigets statsfinanser som de involverede indiske kongedømmers økonomier.




(2017) Worlds Apart Trading Together: The organisation of long-distance trade between Rome and India in Antiquity. Archaeopress, Archaeopress Roman Archaeology 32 (Oxford).

Abstract:

Worlds Apart Trading Together sets out to replace the outdated notion of ‘Indo-Roman trade’ with a more informed perspective integrating the new findings of the last 30 years. In order to accomplish this, a perspective focusing on concrete demand from the ground up is adopted, also shedding light on the role of the market in long-distance exchange. Accordingly, the analysis conducted demonstrates that an economically highly substantial trade took place between the Mediterranean and the Indian Ocean in the 1st–6th cen. CE, altering patterns of consumption and modes of production in both India, South Arabia and the Roman Empire. Significantly, it can be documented that this trade was organised at the centres of demand and supply, in Rome and India, respectively, by comparable urban associations, the transport in-between being handled by equally well-organised private networks and diasporas of seagoing merchants. Consequently, this study concludes that the institution of the market in Antiquity was able to facilitate trade over very long distances, acting on a scale which had a characteristic impact on the economies of the societies involved, their economic structures converging by adapting to trade and the market.

NB:

Table of contents and Introduction available on my academia.edu page.

See recent addenda in the paper 'Worlds Apart Trading Together – addenda' (link).

Available reviews:

—J. Simmons in Bryn Mawr Classical Review 2018.09.59 (link).

—R. Tomber in Journal of Roman Archaeology 31, II (2018): 948–52.

Indisk elfenbensstatuette, fundet i Pompeji


Copyright: K. G. Evers 2018

Contact: info (at) kasperevers.com