Kasper Grønlund Evers
Ph.D. Ancient History (Cph)
Rom og De antikke ”Silkeveje” – tidlige eurasiske forstadier til Globaliseringen
AF KASPER GRØNLUND EVERS
Introduktion.
De fleste forbinder nok ideen om ”Silkevejen” med Marco Polo og senere tiders kamelkaravaner fra Middelhavet hen over Asien. Men hvis man skal pege på et tidspunkt, hvor handel med bl.a. kinesisk silke for alvor understøttede en langdistance-handel på tværs af Eurasien, så skete det faktisk første gang under kejser Augustus. Selvfølgelig havde der været uregelmæssig kontakt og skrøbelige handelsforbindelser allerede i århundrederne forinden, altså i hellenistisk tid, men særligt i de første par århundreder af vores tidsregning foregik handlen altså på et niveau, som man kan tilnærme til et forstadie af globalisering. Udbud og efterspørgsel efter geografisk specifikke råvarer og kulturelt forarbejdede produkter, f.eks. henholdsvis sydindisk peber og kinesisk vævet silke, påvirkede forbrugsmønstre og kulturelle praksisser, og skabte en—for både private aktører og staters skatteindtægter—højest attraktiv økonomisk vækst og samhandel mellem ellers så fjerne egne som Middelhavet, Sydarabien, Østafrika, Indien, Kina og Centralasien.
De første forbindelser etableres (ca. 500-30 f.v.t.)
Perserkongen Darius bragte som den første Middelhavet i forbindelse med Central- og Sydasien, med sin erobring af et rige som strakte sig fra det græske Ionien langs Lilleasiens vestkyst til Indusfloden i det nuværende Pakistan. Interessant nok gav Darius kort før 500 f.v.t. en ionisk-græsk lejesoldat, Skylax, til opgave at udforske Indusflodens udløb i havet, hvorefter denne sejlede vestover med sine skibe og nåede til Rødehavet og det persiske Ægypten. Skønt Perserriget strakte vidt, blev det aldrig forbundet af interne handelsruter, men dets administrative hovedfærdselsårer tjente siden Alexander d. Store glimrende under hans erobringstogt rundt i riget fra 334 f.v.t. Undervejs blev kolonier med græske veteraner grundlagt med jævne mellemrum, og den klassiske verdens horisont blev udvidet med en enorm ny viden om geografi, kultur, flora og fauna, fra Mesopotamien til Centralasien og Nordindien. Alexanders admiral, Nearchos, gentog i den forbindelse i 326-24 f.v.t. sin forgænger Skylax’ bedrift, ved at sejle ned ad Indusfloden og, for Nearchos’ vedkommende, tilbage til de erobrede havne og byer i bunden af Den persiske Golf.
Efter Alexanders død i 323 f.v.t. levede hans erobringer i Østen videre som Seleukideriget, oprindeligt fra Syrien til Centralasien, og Det ptolemæiske Ægypten. Skønt afstandene over land i Seleukideriget var for store, og sikkerheden for rejsende for utilstrækkelig, kan en vis politisk og kulturel kontakt mellem gamle græske byer og kultsteder i Hellas og de nye græske bosættelser i Østen spores fra Hellenistisk tid. Krigselefanter importeret fra Indien og det centrale Afrika blev nu højeste mode i de seleukidiske og ptolemæiske hære, ligesom elfenben, sydarabisk røgelse, eksotiske krydderier og tekstiler, guld og dyrebare halv- og helædelsten blev en central del af den hellenistiske kongeværdighed, der udstrålede magt gennem luksus baseret på forbrug af varer fra fjerne egne.
Aï Khanoum i Centralasien, datidens Baktrien, er et godt eksempel på, hvordan kulturer begyndte at blandes: Byen blev grundlagt som en koloni af Alexanders soldater og udviklede sig til at have klassiske elementer fra den græske bystat, bl.a. bymur, teater, gymnasium og arkitektonisk udsmykning efter den klassiske korinthiske søjleorden, men gymnasiet er en fri fortolkning af det traditionelle forlæg, og byen havde et prominent palads og våbenarsenal – den havde altså også et meget lokalt præg. Udgravninger har afdækket en indskrift med et orakelsvar, som byen havde fået indhentet fra Delfi, samt papyrusfragmenter med både en filosofisk tekst og et drama, som kunne have været opført i byens teater. Desuden fandt man en større mængde lapis lazuli, som var en unik og kostbar lokal ressource til eksport, samt vaser med parfumer baseret på sydarabisk røgelse og kanel fra enten Østafrika eller Indien. Således florerede græske embedstitler, navne, og mønter først i Centralasien under de baktriske konger og siden i Gandhara, det nordlige Pakistan, under de efterfølgende indo-græske konger, helt frem til den sidste ”græske konges” død ca. 10 e.v.t. I de næste par århundreder skete der ligefrem en markant opblomstring af græsk-romerske motiver og stilarter i Gandharas ellers buddhistisk inspirerede kunst, som altså har været en konsekvens af kulturel udveksling og tilegnelse, ikke længere politisk overherredømme.
Sideløbende udbyggede de ptolemæiske konger i Ægypten gradvis ruter fra Nilen gennem ørkenen til Rødehavet, hvor de anlagde havne, hvorfra skibe kunne sejle videre til Østafrika efter elefanter, elfenben og krydderier, såvel som videre til Sydarabien efter røgelse, eller endda helt til Indien. Sidstnævnte rute blev dog først etableret i slutningen af 2. årh. f.v.t. af en vis Eudoxos, en ionier som foregangsmanden Skylax, med en indisk guide ombord på første retursejlads (som man oprindeligt havde fisket op af Rødehavet). På grund af den besværlige logistik med ørkenhavne langs rødehavskysten og lange forsyningslinjer tilbage til Nilen, blev den ptolemæiske søhandel med Det indiske Ocean dog aldrig stor, måske omkring 20 skibe årligt, og de fleste nåede nok ikke længere end Adenbugten.
De eurasiske handelsruters storhedstid (30 f.v.t.-ca. 500 e.v.t.)
Allerede under ptolemæerne havde romerske forretningsfolk været involveret som mellemmænd i handlen ned ad Rødehavet, både som aftagere af de eksotiske varer i det østlige Middelhavs større havne, og i hovedbyen Alexandria som investorer bag ptolemæiske forretningsfolk og kaptajners ekspeditioner. Efterspørgslen understreges yderligere af, at referencer til røgelse og krydderier i Rom fra Sydarabien, Østafrika, Indien, Kina og Sydøstasien optræder rutinemæssigt så tidligt som i Plautus’ komedier fra årene omkring 200 f.v.t. Da den senere kejser Augustus annekterede Ægypten som provins i 30 f.v.t., giver kilderne da netop også indtryk af en regulær eksplosion i østhandlen via Det indiske Ocean, da romerske købmænd og skippere selv fik direkte adgang til Rødehavet.
Kinesisk silke skabte for eksempel i en sådan grad røre blandt den romerske overklasse, da der pludselig var en helt ny måde at vise status på og udfordre de etablerede normer om køn og påklædning, at man kan tale om en decideret kollektiv ”moralsk forskrækkelse” blandt den romerske elite, hvilket endte med forsøg på at lovgive sig ud af problemet. Tilsvarende skabte de øverste samfundslags overforbrug af røgelse, krydderier, elfenben og ædelsten m.m., panderynker blandt de mere konservative samfundsspidser, der frygtede, at Rom eksporterede alle sine sølv- og guldmønter til Arabien, Indien og Kina, mod konsumvarer uden egentlig værdi ud over mode og pragt. Til sammenligning med de 20 skibe om året under ptolemæerne, skulle der nu have sejlet hele 120 skibe om året ud mod havne i Det indiske Ocean – tallene kan ikke have været nøjagtige, men siger noget om udviklingen.
Ved hjælp af et ret stort og forskelligartet kildemateriale, kan man danne et overblik over østhandlen allerede fra de første årtier af Augustus’ styre. Udover de gamle alexandriske købmænd kan man særligt spore netværk af velhavende familier fra Syditalien, hvor man sendte underordnede familiemedlemmer, frigivne og slaver afsted som agenter, der stod for logistikken bag handelsforbindelserne til Rødehavet. De organiserede, at forsyninger og eksportvarer kunne fragtes fra Nilen over ørkenen til havnene, hvorfra man kunne leje sig ind på et skib, der sejlede mod Østafrika, Sydarabien eller Indien og retur, i takt med monsunvindenes årlige rytme. Når skibene vendte tilbage, forestod de at få losset importvarerne, opmagasineret dem i varehuse i havnebyerne, fortoldet og forseglet, samt at få disse yderst værdifulde varer transporteret med kamelkaravaner tilbage til Nilen og med flodpram ned ad floden til Alexandria, hvor de langt om længe måtte frigives til salg på markedet – eller omlastes og sejles videre til Rom, byen med den største samlede efterspørgsel i hele riget og derfor også de mest stabile og høje priser.
Ved et lykketræf har et enkelt dokument fra romernes handel med Indien via Alexandria og Rødehavet overlevet på forsiden og bagsiden af et papyrusfragment, dateret til midten af 2. årh. e.v.t. Forsiden er selve kontrakten, hvor det bevarede fragment omhandler håndteringen af en last fra Sydindiske Muziris efter ankomsten til en romersk havn i Rødehavet. Bagsiden af dokumentet består af en fragmenteret varedeklaration til betaling af den romerske import-told på 25% af varernes anslåede værdi. Af udregningerne kan man slutte, at denne ene rejsende købmand, finansieret af en alexandrinsk investor, hjembragte omkring 150 tons varer fra Sydindien, herunder hele stødtænder og mindre stykker af elfenben (knap fire tons), samt 80 kasser med nordindisk nard (en aromatisk plante der var højt værdsat som komponent i romerske parfumer), til en samlet værdi på over 9 millioner sesterts, dvs. ni gange formuekravet i jord til en senator, og langt over de 400.000 som var formuekravet for ridderstanden.
Langdistance-handlens omfang og konsekvenser
Skatteindtægterne fra østhandlen har således skæppet godt i kassen, ikke mindst fordi at der skulle betales yderligere 2,5% i afgifter på laster, hver gang de krydsede en provinsgrænse internt i riget. Det giver ikke mening at forestille sig, at alle handelsekspeditioner ned ad Rødehavet var lige så profitable som dén, der er dokumenteret i den såkaldte Muziris-papyrus for en enkelt købmand, men den viser hvor stor økonomisk betydning en succesfuld handelsrejse kunne have for både købmand, investor og statskassen. En anden interessant indikator for østhandlens omfang og betydning selv ud i Romerrigets fjerneste provinser er handlen med peber. Ifølge Plinius d. Ældres encyclopædiske Historia Naturalis var prisen ikke afskrækkende høj i Rom for selv medlemmer af middelklassen, skønt peber kun kunne importeres fra Indien. Udbuddet har altså måttet kunne holde nogenlunde trit med efterspørgslen, og såvel dokumentariske kilder som arkæobotaniske fund viser, at piper nigrum blev handlet frit selv helt ude på kanten af rigets fjerneste provinser i vest.
Ideen om et decideret ”proto-globaliseret” handelsnetværk i 1.-5. årh. e.v.t. underbygges videre af fundet af op mod 200 graffiti fra perioden i den 2 km dybe Hoq-hule på øen Socotra i Adenbugten. Ud fra disse små beskeder kan man konstatere, at denne lille ø i de store sejlruters krydsfelt primært blev frekventeret af købmænd og kaptajner fra det vestlige Indien, men også af etiopiske og sydarabiske købmænd, et par græsk-talende søfarere fra romersk Ægypten, foruden – utroligt nok – en 2-3 rejsende fra Baktrien og Gandhara (henholdsvis det nordlige Afghanistan og Pakistan). Således fortæller hulens graffiti os om økonomiske forbindelser i Det indiske Ocean, der trak tråde til ikke bare de større havne og riger, men også helt ind i Centralasien. Netop mellem Baktrien og Gandhara, i det moderne Begram, har man udgravet et depot eller varehus, hvor romersk glas og bronzeskulpturer blev opbevaret sammen med møbler af det mest udsøgte, udskårne indiske elfenben, samt eksotiske kinesiske lakskåle. Således mødte varer fra Romerriget, Indien og Kina hinanden hér, hvor karavanevejene fra nær og fjern krydsede, som det noget nær ideelle eksempel på denne gamles verdens forbundethed og udveksling af varer og kulturelle symboler.
Udbud og efterspørgsel i de forskellige havne langs Det indiske Ocean var endda et så alment kendt fænomen allerede i midten af 1. årh. e.v.t., at en anonym forfatter udarbejdede en slags håndbog for græsk-romerske købmænd, der gerne ville begå sig i langdistance-handlen. Således beskrives afstande og kurser mellem de vigtigste havne, særlige geografiske og kulturelle forhold, samt, vigtigst af alt, hvilke varer der med fordel kunne afsættes og købes i den enkelte havn. Dette kompleks af kommerciel viden om et enormt Afro-Eurasisk økonomisk system vidner om, at langdistance-handlen var udbredt og stabil, samt at et imponerende udbud af eksotiske og kostbare varer fra et enormt område blev fragtet rundt som følge af særligt den romerske efterspørgsel, i bytte for hvilke varer romerne dels eksporterede deres egne varer, dels betalte med guld og sølv.
Selvom handelsfolk, skibe og karavaner i perioden gennemførte imponerende rejser på flere tusinde kilometer over have, ørkener og bjerge, så var al handlen dog ikke direkte. Varer fra Centralasien, Nord- og Østindien, Sydøstasien og Kina, blev af forskellige kommercielle kredsløb og netværk af handlende fragtet fra deres produktionssteder frem til andre byer og havne, hvorfra handelsfolk og skippere af forskellige nationaliteter kunne fragte dem vestover (de romerske og kinesiske kilder tilsammen fortæller kun om én handelsekspedition hele vejen over land fra Syrien til Kinas østligste forpost i Himalaya, samt om ét romersk handelsskib der nåede det sydøstlige Kinas kyst). Denne indirekte handel gjorde sig særligt gældende for handlen over land, hvor vægten af varerne, terrænets uvejsomhed, og den langsomme og røverplagede transport gjorde det alt for usikkert at rejse uden for sit eget etniske territorium, hvor man kendte ruterne og havde sikret sig den nødvendige beskyttelse. Men jo flere gange varerne måtte skifte ejere undervejs, jo højere blev prisen derfor også, og jo mere uprofitabel blev langdistance-handlen over land derfor i forhold til søvejen, hvis et sådant alternativ var muligt.
Denne udvikling, hvor søhandel udkonkurrerede hele eller dele af transportveje over land, ser man tydeligt med Palmyra i Syrien og Petra i Jordan, hvor beduinstammer oprindeligt havde levet af karavanehandel med henholdsvis Mesopotamien, hvortil varer som f.eks. silke ankom fra Centralasien via Den iranske Højslette, og Sydarabien med dets røgelse. Men fra 1. til midten af 2. årh. e.v.t. ser man begge byer sadle delvist om, således at Palmyras karavaner nu gik til havnebyerne i bunden af Den persiske Golf, hvorfra købmændene sejlede videre i egne skibe til et stort handelsmarked ved Indusflodens udmunding, og Petras traditionelle karavanerute blev suppleret med en havn i det nordlige Rødehav, og en stadig mere vigtig skibstraffik sydover, hvorfra røgelsen nu kunne hjembringes i skibe fra Sydarabien sammen med andre varer fra Det indiske Ocean. At særligt disse to byer var ekstraordinært dygtige til at supplere deres oasebaserede landbrugs- og beduinøkonomier med profitten fra østhandlen vidner begges monumentale arkitektur om.
Konklusion
Var langdistance-handlen med Asien og Det indiske Ocean den afgørende faktor for Romerriget og andre staters opkomst og udvikling i perioden 500 f.v.t.-500 e.v.t.? Nej, men handel med og forbrug af varer langvejs fra og kategoriseret som luksus var alligevel en karakteristisk og vigtig del af den romerske økonomi, såvel som for opretholdelsen af et socialt hierarki baseret på status. Rom, Alexandria, Palmyra og Petra i særdeleshed, men også en række mindre provinshovedstæder, var en del af et større marked for eksotiske varer, hvor den samlede efterspørgsel understøttede en kompleks og velorganiseret handel over enorme afstande.
Udover at i forvejen rige romerske byer blomstrede yderligere op, og at ikke bare eliten kunne strides om retten til at svøbe sig i kinesisk silk, men at også de lavere samfundslag kunne krydre med lidt peber og brænde røgelse i ny og næ, så har skatteindtægterne fra handelen vejet tungt i de østlige provinsers regnskaber, samt bidraget mærkbart til mindre østafrikanske, sydarabiske og indiske kongedømmers økonomiske vækst. Sidst men ikke mindst betød markedsmekanismens styrke over selv store afstande, at f.eks. gallernes og romernes foretrukne koral fra Lyon-bugten blev eksporteret til Indien, at elefanter blev udryddet nord for Sahara og elfenben i stedet importeret fra Syd- og Sydøstasien, at nye røgelseslunde blev anlagt i Sydarabien og en ekstra årlig vinterhøst indført, samt at jungle tilsyneladende blev ryddet på bakkeskråninger i Sydindien for at kunne kultivere flere peberranker.
Kulturelle og økonomiske ”flows,” med andre ord, der vekselvirkede på kryds og tværs af Eurasien og Det indiske Ocean med et absolut højdepunkt i 1.-3. årh. e.v.t., og som havde mærkbare konsekvenser for såvel mennesker, marked og miljø: Fagre gamle, proto-globaliserede verden!
FRA: K.G. Evers, ’Rom og De antikke ”Silkeveje” – tidlige eurasiske forstadier til Globaliseringen,’ i Noter #231, Historielærerforeningen (2021): 30-36.
Globalisering i Antikken - kulturelle vekselvirkninger i Eurasien, 500 f.v.t.–300 e.v.t.
AF KASPER GRØNLUND EVERS
Introduktion: Globalisering og Antikken
Begrebet ”globalisering” i en Antik sammenhæng vil for de flestes vedkommende nok føre tankerne hen på den efterantikke receptions- og formidlingsproces, der lige siden Senantikkens afslutning har udbredt elementer af den græsk-romerske tradition til hele verden. Hvad der derimod er mindre kendt, er forståelsen af antik globalisering som udtryk for en slags tidlig globaliseringsbølge, der allerede var i gang i selve Antikken. Nærmere betegnet indbyrdes kontakt og udveksling af ressourcer, teknologi og kultur i en større skala og over større afstande, der kunne påvirke ellers geografisk adskilte samfund på karakteristisk vis, kulturelt, økonomisk og politisk [1]. Noget så moderne som globaliseringen har altså selv rødder tilbage i netop Antikken, hvor en serie af indbyrdes vekselvirkende kulturelle bølger, ”flows,” gjorde græsk-romersk kultur til et tidligt eurasisk, og dermed proto-globaliseret, fænomen.
Første bølge: 500–250 f.v.t.
Selvom de græske bystater via Middelhavet allerede havde haft vide horisonter fra kolonitiden, 800-600 f.v.t., så er det først rigtigt med Perserrigets entré på scenen omkring 500 f.v.t., at grækerne blev suget ind i en større eurasisk ramme, der tilnærmelsesvis kan berettige betegnelsen globalisering. Af særlig interesse i denne sammenhæng bidrog ioniske stenhuggere til udviklingen af en ”kongelig persisk stil” for Darius d. Første (r. 522–486 f.v.t), der skulle udtrykke hans riges magt og mangfoldighed, blandt andet med en udbredt brug af søjler og et mere realistisk udtryk i reliefudsmykningen. Altså blev to af den tidlige græske kunsts mest berømte træk, søjle-fokuseret arkitektur og realisme indenfor figurativ kunst, blandet med andre underlagte folkeslags håndværksmæssige bidrag, fra Ægypten til Pakistan, i paladserne i Susa og Persepolis allerede omkring 500 f.v.t.
Endvidere var det netop med Alexander d. Stores erobring af Perserriget fra 334 f.v.t., at græsk kultur for alvor blev et eurasisk fænomen, der skulle give genklang først fra Ionien til Indien, og siden helt til Kina. Under sit felttog gennem hele Mellemøsten og frem til Centralasien og Indien grundlagde eller gen-anlagde Alexander en snes større byer, beboet og regeret af en græsk-makedonsk elite i samarbejde med de traditionelle lokale magthavere i de enkelte områder. For eksempel har både Herat og Kandahar i Afghanistan, begge vigtige moderne storbyer, været gen-anlagt fra tidligere bebyggelser som henholdsvis Alexandria Ariana og Alexandria Arachosia.
Selvom næsten alt fra denne tidlige periode er gået tabt eller er begravet under senere byer, har opdagelsen i 1964 af en komplet græsk ruinby ved Aï Khanoum i det nordlige Afghanistan, Antikkens Baktrien, givet os et unikt eksempel på alt det, som ikke er bevaret [2]. Byen blev oprindeligt grundlagt omkring 300 f.v.t., måske endnu tidligere af Alexander selv, men forladt ca. 150 f.v.t., på grund af indvandrende rytterfolk nordfra, og er derfor unikt bevaret for eftertiden. Denne by i Centralasien, knap 4.000 km fra det græske kerneområde, husede bl.a. et teater, gymnasium, kolonnader med græske søjler (særligt korinthiske), et palads med klassiske gulvmosaikker og peristyle indergårde, skulpturer, samt et heroon med dedikation til byens grundlægger og et ordsprog fra Delfi. Alt sammen opført med lokale byggematerialer og -teknikker. Desuden har man fundet papyrusfragmenter, der underbygger, at man havde adgang til tekster med bl.a. dramaer og filosofiske tekster. Overleveret er i hvert fald brudstykker af (sandsynligvis) en komedie, der jo kan have været opført i byens teater, og en diskussion af Platons eller Aristoteles’ idélære.
Byen har altså blandet græsk kultur og institutioner med lokale skikke og ressourcer, samt været scene for et kulturmøde mellem en oprindeligt græsk-makedonsk elite og en baktrisk-talende (et iransk sprog) lokalbefolkning. Og på tilsvarende vis har denne kulturelle udveksling og formidling mellem øst og vest sandsynligvis fundet sted i resten af Alexanders rige under hans efterfølgere, hvor vi bare ikke har tilsvarende, monumentale arkæologiske levn bevaret.
Anden bølge: 250–30 f.v.t.
Til gengæld har vi en ret god idé om, hvad der skete med de græske kongedømmer, som opstod i Mellemøsten og Centralasien efter Alexanders død i 323 f.v.t. Først etablerede en af hans generaler, Seleukos, det såkaldte Seleukiderige, der i sine første årtier strakte sig helt fra Middelhavets kyst til Indusfloden i det moderne Pakistan, men allerede omkring år 250 f.v.t. gjorde Diodotos d. I Baktrien til et uafhængigt kongedømme, mens et iransk rytterfolk fra stepperne, de såkaldte parthere, gradvist vristede resten af Afghanistan, Iran og Irak fri fra seleukiderne og dermed skabte Partherriget. Og billedet bliver kun mere kompliceret, da de baktriske konger i årene efter 200 f.v.t. erobrede området syd for Hindu Kush-bjergene, det såkaldte Indo-Græske Kongedømme, svarende til det nordlige Pakistan, Antikkens Gandhara, men efterfølgende blev drevet ud af Baktrien (og Aï Khanoum) af rytterfolk nordfra omkring 150 f.v.t. Sidenhen mistede man også kontrollen over de indo-græske besiddelser, og den sidste indo-græske konge, Straton III, blev væltet ca. 10 e.v.t.
Særligt disse to kongedømmer, det oprindelige greco-baktriske og sidenhen erhvervede indo-græske, er et unikt studie ud i opretholdelsen af en traditionel græsk kultur, dens diffusion til nye iranske og indiske undersåtter, samt den oprindelige græske kulturs gradvise forandring til særegent baktriske og indo-græske former, der siden blev indoptaget af de rytterfolk, der fordrev og erstattede de sidste ”græske” konger. Således var de første baktriske mønter efter helt traditionelt græsk forbillede, hvorefter herskermotivet blev mere ”baktrisk” med en markant elefanthat efter den ”indiske” sejr med erobringen af de indo-græske områder [3]. Og efter tabet af Baktrien bar herskeren ikke blot en lokal hjelm, forsidens græske tekst blev nu også suppleret med en tilsvarende old-pakistansk oversættelse på bagsiden, skrevet med det lokale kharoshthi-alfabet rundt om en afbildning af Athene—og så var mønten efter indisk vægt.
I de næste 200 år, helt frem til 2. årh. e.v.t., blev mønter utroligt nok fortsat slået efter græsk forbillede, altså med olympiske gudemotiver og græsk tekst (nogle gange forvansket til ulæselighed) som supplement til teksten på herskerens eget folkesprog og alfabet, under konger fra helt andre folkeslag, der dog fortsat opfattede græske mønter, tekst og motiver, som indbegrebet af kongeværdigheden i Baktrien og Gandhara. På tilsvarende vis finder man særligt i sidstnævnte og det nordlige Indien ”grækeres” indskrifter på old-indisk, ”inderes” på oldgræsk, olympiske guder med indiske navne og i nye fortolkninger, makedonske månedsnavne, en ny tidsregning grundlagt af en indo-græsk konge, græske embedstitler, og græsk som den politiske elites administrationssprog parallelt med det talte folkesprog. Selv da Kushanerriget i første halvdel af 2. årh. e.v.t., hvor det strakte sig fra Baktrien og helt ned i Nordindien, afskaffede brugen af det græske sprog, var det helt naturligt at de græske bogstaver blev grundlaget for det baktriske alfabet, plus et par nye specialtegn, der var i brug i Afghanistan helt frem til 800-tallet e.v.t.
Særligt i Gandhara, der havde været hovedsædet for de indo-græske konger, stak den græske arv så dybt, at en af den tidlige buddhismes kanoniske skrifter, Milinda pañha, dvs. Menanders spørgsmål, fra 2. årh. e.v.t., netop foregiver at være beretningen om, hvordan den store baktriske og indo-græske kong Menander (ca. 160-130 f.v.t) udspurgte en oplyst buddhistisk vismand om religion og filosofi, hvorefter kongen som konsekvens af de overbevisende svar selv konverterede til buddhismen. Det er højest tvivlsomt, at Menander skulle have konverteret, men vi ved fra en dedikation, at ambassadøren Heliodoros fra en senere indo-græsk konge til et nordindisk kongedømme beskrev sig selv som tilbeder af en tidlig udgave af Vishnu—så religiøse tilhørsforhold var lige så flydende som kulturelle identiteter på dette tidspunkt i historien.
Selvom Baktrien gik tabt omkring 150 f.v.t., og der ikke er mange overlevende kilder til, hvordan græsk kultur levede videre i området, vidner en kongelig gravhøj, Tillya Tepe, fra et ukendt rytterfolk i området fra 1. årh. e.v.t. om, at den græske arv levede i bedste velgående. Én mand og fem kvinder (sikkert hans koner, dræbt og begravet med ham) var udstyret med smykker og gravgods, der trak på og var en fusion af kinesiske, indiske og hellenistiske elementer, sidstnævnte tradition særligt repræsenteret ved smykker med Dionysos og Ariadne, eroter ridende på delfiner, en ”baktrisk afrodite,” Psyke med Eros, signetringe med Athene og Nike, samt en smykkestens-medaljon med en ukendt greco-baktrisk konge. Sidstnævnte ring blev fundet i en guldkæde om halsen på den afdøde stormand, hvilket kunne indikere at rytterfolkets konger stadig efter op mod 200 år betragtede sig selv som grækernes arvtagere, mens én af kvinderne i en sådan grad var smykket med hellenistiske motiver, at hun har måttet identificere sig i højere grad med den græske tradition end sine fire med-koner, måske gennem sin slægt.
Tredje og fjerde bølge: 30 f.v.t.–300 e.v.t.
Mens første og anden bølge som beskrevet ovenfor primært var konsekvensen af politiske begivenheder over et større geografisk rum, krig og erobringer, så var tredje bølge konsekvensen af en økonomisk udvikling mere lig moderne globalisering—nemlig romernes entré i handlen med Østen og nærmest umættelige efterspørgsel efter eksotiske luksusvarer. Efter annekteringen af Ægypten, med dets havne langs Rødehavet, som provins i 30 f.v.t., fik romerske købmænd for første gang direkte adgang til Det indiske Ocean og alle de eksotiske varer, der blev handlet gennem dets havne.
Skønt Rom havde konsumeret krydderier og røgelse fra Østen siden 3. årh. f.v.t., blev importen og forbruget nu pludseligt af en helt anden størrelsesorden og synlighed: røgelse og myrrha fra Sydarabien, krydderier og elfenben fra Østafrika, peber, parfumer og ædelsten fra Indien, samt, ikke mindst, silke fra Kina, blev handlet i gader og fra varehuse lige op til Forum Romanum. Plinius og andre store romerske forfattere og historieskrivere bekymrede sig ligefrem over, hvor meget guld og sølv Romerriget eksporterede østover til gengæld for luksuriøse konsumvarer retur.
Men handlen VAR virkeligt også stor og velorganiseret, således at den romerske overklasses kamp om status, og den deraf følgende adgang til politisk magt, nu altså også var udvidet til at måles på besiddelse, forbrug og videreformidling af varer, der oprindeligt voksede eller var udvundet og forarbejdet flere tusinde kilometer væk i en helt anden kulturel kontekst, som også skildret på satirisk vis i ”Trimalchios Middag” fra Satyricon. Piazza Amerina-mosaikken fra 4. årh. e.v.t. på Sicilien, der prydede en rigmands storslåede villa, indikerer ligeledes med sin afbildning af blandt andet den guddommelige ”India” med attributterne elfenben, krydderier, samt vilde og mytiske dyr, at ejeren selv var opmærksom på og skiltede med forholdet til Østen.
Handelen med Indien var faktisk så velkendt et tema i det østlige Middelhav i 2. årh. e.v.t., at der findes en antik roman, Xenophon af Ephesos’ Anthia og Habrocomes, der lader heltinden blive bortført og solgt til en indisk prins i Alexandria, som følger den historisk korrekte vej hjem mod Indien igen via Nilen, ørkenhavnen Koptos, og ruten videre gennem ørkenen mod Rødehavet. At dømme ud fra et papyrusfragment med en ellers ukendt komedie kunne man endda gå i teateret og blive underholdt med emnet: Heltinden Charition var blevet bortført over havet til Indien, hvor hun blev den lokale indiske konges tempelpræstinde, indtil hendes bror ankom og fik reddet hende med hjem igen—en bevidst farceagtig gendigtning af Ifigenia i Tauris med andre ord.
Derfor er det heller ikke overraskende, at romere og deres varer også var et relativt velkendt fænomen i Sydindiske havne i 1.-3. årh. e.v.t. Fra det tamilske område beretter episke kvad dateret til perioden netop om ”yavana’er” (sanskrit afledt fra det persiske ord for ionier og siden også benyttet om romerne), der kom sejlende fra vest for at bytte guld og vin for peber. I Maharashtra var ”yavana’er” ligefrem bosat i lokale handelsbyer, indgik i lokale slægter, udtrykte sig på oldindisk, og var praktiserende buddhister, der var med til at finansiere et gigantisk klippetempel langs handelsruterne mellem havnene ved kysten og produktionscentrene inde i landet. En mindre gruppe romerske portræt-hoveder, hvoraf nogle på sjælden vis er i farvet, mørk marmor for at angive fremmed etnicitet, og som alle har håret sat op i en knold på toppen af hovedet på karakteristisk buddistisk vis, skal måske netop forestille buddhistiske ”indo-romere,” der var endt med at bosætte sig og blive portrætteret i Vesten. [4-5]
På tilsvarende vis producerede indere kopier af romerske mønter, inklusive forvanskede indskrifter, som de bar om halsen som amuletter (kaldet bullae), tilsyneladende fordi romersk kultur og kejserens portræt i særdeleshed blev betragtet som noget særligt stærkt og lykkebringende. Denne fortolkning underbygges til dels af det indiske værk Yavana-jataka om horoskopi, fra 2.-3. årh. e.v.t., hvis ældste del faktisk går tilbage til græsk astronomi i Baktrien, men som siden blev tilført mere avancerede astrologiske regnemodeller fra Romersk Ægypten, hvortil de var blevet overført fra det hellenistiske Babylon med dets endnu ældre astronomiske tradition. Græsk-romerske astrologer har altså krydset havet og solgt deres ydelser, og af samme årsag er de romerske guder stadig i flittig brug i Indien i dag som planeter.
Faktisk var den økonomiske sammenfletning mellem det romerske marked og producenter i Sydindien så udpræget, at hel- og halvædelsten til signetringe allerede blev indgraveret med græsk-romerske motiver i indiske havne, sandsynligvis af indiske håndværkere, klar til videresalg til romerske købmænd. Ligeledes dukker møbler (borde og små stole) efter romersk mode pludselig op på relieffer i buddhistiske helligdomme i Sydindien, mens type-producerede indiske elfenbensstatuetter til udsmykning af møbler samtidig var med til at påvirke udseendet af de mest eftertragtede romerske borde i perioden—en af disse indiske statuetter er blevet udgravet i et hus i Pompeji [6].
Der er endda et sparsomt kildemateriale bestående af kinesiske silkefragmenter fra karavanebyen Palmyra, dateret 1.-2. årh. e.v.t., og motiver på kinesiske lakskåle og -flasker fra det tidlige 3. årh. e.v.t. fra det østligste Kina, der indikerer, at kinesisk silke blev vævet i øst efter importerede motiver fra vest, der sandsynligvis ville øge deres salgsværdi i langdistance-handlen, samt at kinesisk kunsthåndværk begyndte at indarbejde særegent græsk-romerske motiver i traditionel lak-udsmykning, navnlig eroter der stanger fisk og høster druer.
Konturerne af et handelssystem med udbud og efterspørgsel, udveksling af kulturelle symboler og tilpasning efter fremmed mode, tegner sig altså på tværs af Eurasien i perioden 30 f.v.t.-300 e.v.t., og denne tidlige udgave af globalisering var allerede tydelig for lærde observatører i Antikken. Således kunne Aelius Aristides i hans højstemte lovsang til Roms pris i midten af 2. årh. e.v.t. erklære, at skibe ankom til Rom med varer fra alle verdens folkeslag hver time, hver eneste dag, sådan at Rom nærmest fremstod som Verdens fælles værksted, hvor alt der fandtes blev handlet og produceret, i en sådan grad at arabere og indere måtte rejse til Rom for at købe deres egne produkter og varer tilbage. Dette er til dels letkøbt politisk smiger, men samtidig kan man også følge, hvordan gallernes foretrukne koral fra Lyonbugten pludselig ikke var til at opdrive, fordi den blev udskibet til det indiske marked, hvor den indbragte højere priser; hvordan røgelseshøsten i Sydarabien blev fordoblet med nye lunde plantet på tidligere marginal jord, samt en ekstra vinterhøst af dårligere kvalitet indført for at imødekomme den ustoppelige efterspørgsel; og at jungle blev ryddet i fodbjergene i Sydindien, som er den klimazone, hvor man kunne dyrke flere peberranker, sandsynligvis for at øge produktionen til eksport. Markeds- og miljømæssige konsekvenser med andre ord, der i høj grad minder om centrale aspekter ved moderne globalisering.
Endelig er det værd at bemærke, at de gamle baktriske og indo-græske områder, nu under rytterfolket kushanernes overherredømme, benyttede langdistance-handlen til at imødekomme den traditionelle efterspørgsel efter hellenistisk kunst og symboler, nu i græsk-romersk formidling, der stadig tjente som en vigtig kulturel statusmarkør for eliten. Således skete der, efter den sidste græske konges død, en markant opblomstring i 1.-3. årh. e.v.t. af ikke bare græsk-romerske motiver i selve relief- og skulpturkunsten i Gandhara (afbildninger af klassiske søjler og kapitæler, græske klædedragter og mænd, endda en scene med Buddha som Laokoon der spærrer Trojas byport for Den trojanske Hest! [7]; samt for skulpturernes vedkommende nybrud med en naturalistisk afbildning af menneskekroppen og klædedragten, der udvikler sig til den senere Buddha-figur med et mere idealiseret udtryk), men også en import af selve den teknik og stil hvormed de udførtes, som bedst kan forklares med at tilrejsende romerske håndværksmestre var gået i lokale stormænds, og buddhistiske klostres, tjeneste.
Lignende forbindelser til Romerriget har man fundet i resterne af et kushansk palads i Begram, i det centrale Afghanistan, hvor ruterne mellem Mellemøsten, Centralasien og Indien mødtes. Her afslørede to rum forseglet ca. 260 e.v.t. en større samling af romerske glasvarer fra Ægypten, kunsthåndværk i bronze og finere stenarter, samt en mængde gipsafstøbninger af klassiske motiver, sammen med fine indiske elfenbensarbejder til udsmykning af møbler, og, ikke mindst, nogle kinesiske lakskåle. Særligt de romerske gipsafstøbninger er interessante, da de ikke i sig selv havde nogen værdi, men sandsynligvis blev brugt af lokale håndværkere til at indarbejde græske motiver i en ny kulturel kontekst. De kushanske herskere over de gamle græske riger i midten af Eurasien smykkede sig altså med kunst fra alle tre verdensdele for at udtrykke deres magt, prestige, og ret til at herske i området.
Afslutningsvis kan en sidste og mindre ”fjerde” bølge i Centralasien tilføjes, hvormed den hellenistiske tradition nåede sin maksimale udstrækning i Eurasien. Dette skete med udvandringen i 2.–4. årh. e.v.t. af folk med en indo-græsk tradition fra Gandhara til kongedømmet Kroraina, langs Taklamakan-ørkenens sydlige oaser i det moderne Xinjiang. Udover at stille deres fremmede sprog og alfabet til rådighed for deres nye herrer, som netop manglede et skriftsprog til rigets administration, bragte de også andre kulturelle særpræg med sig til regionen, navnlig buddhisme, en nedarvet udgave af klassisk arkitektur (ioniske og korinthiske kapitæler), vægmalerier i en mere vestlig, græsk-romersk inspireret stil (bl.a. med buddhistiske figurer som en art dansende eroter), samt ikke mindst en praksis med at forsegle breve med græske motiver, særligt mytologiske, bl.a. kopieret fra gamle indo-græske mønter [8].
Konklusion: Globalisering i antikt perspektiv
Således nåede græsk-romersk kultur fra Grækenland til Kina, i hvad der kan kategoriseres som fire ”bølger” i perioden fra 500 f.v.t.-300 e.v.t., båret frem af såvel hære som handel. I processen skabte de i forlængelse af hinanden et større eurasisk rum med en fælles forståelse for og fortsat brug af græsk-romersk kunst og kultur, samt påvirkede økonomi og samfund, mode og forbrug, i det klassiske Middelhavsområde. Antikkens globalisering er med andre ord ikke blot et moderne fænomen, den var selv proto-globaliseret i en eurasisk ramme fra hellenistisk tid og frem, med en gradvis acceleration allerede fra klassisk tid.
Kulturelle strømninger mellem øst og vest som følge af erobringer, handel og migrationer, har altså haft større betydning for antikkens samfund end ofte antaget. En bedre forståelse af at selv Antikken, med dens vestlige egenart, ikke var en isoleret udvikling, men en proces i dialog med andre samtidige kulturer, kan derfor også give os et mere nuanceret blik på os selv og globalisering som moderne fænomen.
FRA: K. G. Evers, ’Globalisering i Antikken - kulturelle vekselvirkninger i Eurasien, 500 f.v.t.-300 e.v.t.,' i Logos, Klassikerforeningen (2022:1): 44-52.
