Free articles, etc.

Rom og De antikke ”Silkeveje” – tidlige eurasiske forstadier til Globaliseringen


AF KASPER GRØNLUND EVERS


Introduktion.

De fleste forbinder nok ideen om ”Silkevejen” med Marco Polo og senere tiders kamelkaravaner fra Middelhavet hen over Asien. Men hvis man skal pege på et tidspunkt, hvor handel med bl.a. kinesisk silke for alvor understøttede en langdistance-handel på tværs af Eurasien, så skete det faktisk første gang under kejser Augustus. Selvfølgelig havde der været uregelmæssig kontakt og skrøbelige handelsforbindelser allerede i århundrederne forinden, altså i hellenistisk tid, men særligt i de første par århundreder af vores tidsregning foregik handlen altså på et niveau, som man kan tilnærme til et forstadie af globalisering. Udbud og efterspørgsel efter geografisk specifikke råvarer og kulturelt forarbejdede produkter, f.eks. henholdsvis sydindisk peber og kinesisk vævet silke, påvirkede forbrugsmønstre og kulturelle praksisser, og skabte en—for både private aktører og staters skatteindtægter—højest attraktiv økonomisk vækst og samhandel mellem ellers så fjerne egne som Middelhavet, Sydarabien, Østafrika, Indien, Kina og Centralasien.


De første forbindelser etableres (ca. 500-30 f.v.t.)
Perserkongen Darius bragte som den første Middelhavet i forbindelse med Central- og Sydasien, med sin erobring af et rige som strakte sig fra det græske Ionien langs Lilleasiens vestkyst til Indusfloden i det nuværende Pakistan. Interessant nok gav Darius kort før 500 f.v.t. en ionisk-græsk lejesoldat, Skylax, til opgave at udforske Indusflodens udløb i havet, hvorefter denne sejlede vestover med sine skibe og nåede til Rødehavet og det persiske Ægypten. Skønt Perserriget strakte vidt, blev det aldrig forbundet af interne handelsruter, men dets administrative hovedfærdselsårer tjente siden Alexander d. Store glimrende under hans erobringstogt rundt i riget fra 334 f.v.t. Undervejs blev kolonier med græske veteraner grundlagt med jævne mellemrum, og den klassiske verdens horisont blev udvidet med en enorm ny viden om geografi, kultur, flora og fauna, fra Mesopotamien til Centralasien og Nordindien. Alexanders admiral, Nearchos, gentog i den forbindelse i 326-24 f.v.t. sin forgænger Skylax’ bedrift, ved at sejle ned ad Indusfloden og, for Nearchos’ vedkommende, tilbage til de erobrede havne og byer i bunden af Den persiske Golf.
      Efter Alexanders død i 323 f.v.t. levede hans erobringer i Østen videre som Seleukideriget, oprindeligt fra Syrien til Centralasien, og Det ptolemæiske Ægypten. Skønt afstandene over land i Seleukideriget var for store, og sikkerheden for rejsende for utilstrækkelig, kan en vis politisk og kulturel kontakt mellem gamle græske byer og kultsteder i Hellas og de nye græske bosættelser i Østen spores fra Hellenistisk tid. Krigselefanter importeret fra Indien og det centrale Afrika blev nu højeste mode i de seleukidiske og ptolemæiske hære, ligesom elfenben, sydarabisk røgelse, eksotiske krydderier og tekstiler, guld og dyrebare halv- og helædelsten blev en central del af den hellenistiske kongeværdighed, der udstrålede magt gennem luksus baseret på forbrug af varer fra fjerne egne.
      Aï Khanoum i Centralasien, datidens Baktrien, er et godt eksempel på, hvordan kulturer begyndte at blandes: Byen blev grundlagt som en koloni af Alexanders soldater og udviklede sig til at have klassiske elementer fra den græske bystat, bl.a. bymur, teater, gymnasium og arkitektonisk udsmykning efter den klassiske korinthiske søjleorden, men gymnasiet er en fri fortolkning af det traditionelle forlæg, og byen havde et prominent palads og våbenarsenal – den havde altså også et meget lokalt præg. Udgravninger har afdækket en indskrift med et orakelsvar, som byen havde fået indhentet fra Delfi, samt papyrusfragmenter med både en filosofisk tekst og et drama, som kunne have været opført i byens teater. Desuden fandt man en større mængde lapis lazuli, som var en unik og kostbar lokal ressource til eksport, samt vaser med parfumer baseret på sydarabisk røgelse og kanel fra enten Østafrika eller Indien. Således florerede græske embedstitler, navne, og mønter først i Centralasien under de baktriske konger og siden i Gandhara, det nordlige Pakistan, under de efterfølgende indo-græske konger, helt frem til den sidste ”græske konges” død ca. 10 e.v.t. I de næste par århundreder skete der ligefrem en markant opblomstring af græsk-romerske motiver og stilarter i Gandharas ellers buddhistisk inspirerede kunst, som altså har været en konsekvens af kulturel udveksling og tilegnelse, ikke længere politisk overherredømme.
      Sideløbende udbyggede de ptolemæiske konger i Ægypten gradvis ruter fra Nilen gennem ørkenen til Rødehavet, hvor de anlagde havne, hvorfra skibe kunne sejle videre til Østafrika efter elefanter, elfenben og krydderier, såvel som videre til Sydarabien efter røgelse, eller endda helt til Indien. Sidstnævnte rute blev dog først etableret i slutningen af 2. årh. f.v.t. af en vis Eudoxos, en ionier som foregangsmanden Skylax, med en indisk guide ombord på første retursejlads (som man oprindeligt havde fisket op af Rødehavet). På grund af den besværlige logistik med ørkenhavne langs rødehavskysten og lange forsyningslinjer tilbage til Nilen, blev den ptolemæiske søhandel med Det indiske Ocean dog aldrig stor, måske omkring 20 skibe årligt, og de fleste nåede nok ikke længere end Adenbugten.


De eurasiske handelsruters storhedstid (30 f.v.t.-ca. 500 e.v.t.)
Allerede under ptolemæerne havde romerske forretningsfolk været involveret som mellemmænd i handlen ned ad Rødehavet, både som aftagere af de eksotiske varer i det østlige Middelhavs større havne, og i hovedbyen Alexandria som investorer bag ptolemæiske forretningsfolk og kaptajners ekspeditioner. Efterspørgslen understreges yderligere af, at referencer til røgelse og krydderier i Rom fra Sydarabien, Østafrika, Indien, Kina og Sydøstasien optræder rutinemæssigt så tidligt som i Plautus’ komedier fra årene omkring 200 f.v.t. Da den senere kejser Augustus annekterede Ægypten som provins i 30 f.v.t., giver kilderne da netop også indtryk af en regulær eksplosion i østhandlen via Det indiske Ocean, da romerske købmænd og skippere selv fik direkte adgang til Rødehavet.
      Kinesisk silke skabte for eksempel i en sådan grad røre blandt den romerske overklasse, da der pludselig var en helt ny måde at vise status på og udfordre de etablerede normer om køn og påklædning, at man kan tale om en decideret kollektiv ”moralsk forskrækkelse” blandt den romerske elite, hvilket endte med forsøg på at lovgive sig ud af problemet. Tilsvarende skabte de øverste samfundslags overforbrug af røgelse, krydderier, elfenben og ædelsten m.m., panderynker blandt de mere konservative samfundsspidser, der frygtede, at Rom eksporterede alle sine sølv- og guldmønter til Arabien, Indien og Kina, mod konsumvarer uden egentlig værdi ud over mode og pragt. Til sammenligning med de 20 skibe om året under ptolemæerne, skulle der nu have sejlet hele 120 skibe om året ud mod havne i Det indiske Ocean – tallene kan ikke have været nøjagtige, men siger noget om udviklingen.
      Ved hjælp af et ret stort og forskelligartet kildemateriale, kan man danne et overblik over østhandlen allerede fra de første årtier af Augustus’ styre. Udover de gamle alexandriske købmænd kan man særligt spore netværk af velhavende familier fra Syditalien, hvor man sendte underordnede familiemedlemmer, frigivne og slaver afsted som agenter, der stod for logistikken bag handelsforbindelserne til Rødehavet. De organiserede, at forsyninger og eksportvarer kunne fragtes fra Nilen over ørkenen til havnene, hvorfra man kunne leje sig ind på et skib, der sejlede mod Østafrika, Sydarabien eller Indien og retur, i takt med monsunvindenes årlige rytme. Når skibene vendte tilbage, forestod de at få losset importvarerne, opmagasineret dem i varehuse i havnebyerne, fortoldet og forseglet, samt at få disse yderst værdifulde varer transporteret med kamelkaravaner tilbage til Nilen og med flodpram ned ad floden til Alexandria, hvor de langt om længe måtte frigives til salg på markedet – eller omlastes og sejles videre til Rom, byen med den største samlede efterspørgsel i hele riget og derfor også de mest stabile og høje priser.
      Ved et lykketræf har et enkelt dokument fra romernes handel med Indien via Alexandria og Rødehavet overlevet på forsiden og bagsiden af et papyrusfragment, dateret til midten af 2. årh. e.v.t. Forsiden er selve kontrakten, hvor det bevarede fragment omhandler håndteringen af en last fra Sydindiske Muziris efter ankomsten til en romersk havn i Rødehavet. Bagsiden af dokumentet består af en fragmenteret varedeklaration til betaling af den romerske import-told på 25% af varernes anslåede værdi. Af udregningerne kan man slutte, at denne ene rejsende købmand, finansieret af en alexandrinsk investor, hjembragte omkring 150 tons varer fra Sydindien, herunder hele stødtænder og mindre stykker af elfenben (knap fire tons), samt 80 kasser med nordindisk nard (en aromatisk plante der var højt værdsat som komponent i romerske parfumer), til en samlet værdi på over 9 millioner sesterts, dvs. ni gange formuekravet i jord til en senator, og langt over de 400.000 som var formuekravet for ridderstanden.


Langdistance-handlens omfang og konsekvenser
Skatteindtægterne fra østhandlen har således skæppet godt i kassen, ikke mindst fordi at der skulle betales yderligere 2,5% i afgifter på laster, hver gang de krydsede en provinsgrænse internt i riget. Det giver ikke mening at forestille sig, at alle handelsekspeditioner ned ad Rødehavet var lige så profitable som dén, der er dokumenteret i den såkaldte Muziris-papyrus for en enkelt købmand, men den viser hvor stor økonomisk betydning en succesfuld handelsrejse kunne have for både købmand, investor og statskassen. En anden interessant indikator for østhandlens omfang og betydning selv ud i Romerrigets fjerneste provinser er handlen med peber. Ifølge Plinius d. Ældres encyclopædiske Historia Naturalis var prisen ikke afskrækkende høj i Rom for selv medlemmer af middelklassen, skønt peber kun kunne importeres fra Indien. Udbuddet har altså måttet kunne holde nogenlunde trit med efterspørgslen, og såvel dokumentariske kilder som arkæobotaniske fund viser, at piper nigrum blev handlet frit selv helt ude på kanten af rigets fjerneste provinser i vest.
      Ideen om et decideret ”proto-globaliseret” handelsnetværk i 1.-5. årh. e.v.t. underbygges videre af fundet af op mod 200 graffiti fra perioden i den 2 km dybe Hoq-hule på øen Socotra i Adenbugten. Ud fra disse små beskeder kan man konstatere, at denne lille ø i de store sejlruters krydsfelt primært blev frekventeret af købmænd og kaptajner fra det vestlige Indien, men også af etiopiske og sydarabiske købmænd, et par græsk-talende søfarere fra romersk Ægypten, foruden – utroligt nok – en 2-3 rejsende fra Baktrien og Gandhara (henholdsvis det nordlige Afghanistan og Pakistan). Således fortæller hulens graffiti os om økonomiske forbindelser i Det indiske Ocean, der trak tråde til ikke bare de større havne og riger, men også helt ind i Centralasien. Netop mellem Baktrien og Gandhara, i det moderne Begram, har man udgravet et depot eller varehus, hvor romersk glas og bronzeskulpturer blev opbevaret sammen med møbler af det mest udsøgte, udskårne indiske elfenben, samt eksotiske kinesiske lakskåle. Således mødte varer fra Romerriget, Indien og Kina hinanden hér, hvor karavanevejene fra nær og fjern krydsede, som det noget nær ideelle eksempel på denne gamles verdens forbundethed og udveksling af varer og kulturelle symboler.
      Udbud og efterspørgsel i de forskellige havne langs Det indiske Ocean var endda et så alment kendt fænomen allerede i midten af 1. årh. e.v.t., at en anonym forfatter udarbejdede en slags håndbog for græsk-romerske købmænd, der gerne ville begå sig i langdistance-handlen. Således beskrives afstande og kurser mellem de vigtigste havne, særlige geografiske og kulturelle forhold, samt, vigtigst af alt, hvilke varer der med fordel kunne afsættes og købes i den enkelte havn. Dette kompleks af kommerciel viden om et enormt Afro-Eurasisk økonomisk system vidner om, at langdistance-handlen var udbredt og stabil, samt at et imponerende udbud af eksotiske og kostbare varer fra et enormt område blev fragtet rundt som følge af særligt den romerske efterspørgsel, i bytte for hvilke varer romerne dels eksporterede deres egne varer, dels betalte med guld og sølv.
      Selvom handelsfolk, skibe og karavaner i perioden gennemførte imponerende rejser på flere tusinde kilometer over have, ørkener og bjerge, så var al handlen dog ikke direkte. Varer fra Centralasien, Nord- og Østindien, Sydøstasien og Kina, blev af forskellige kommercielle kredsløb og netværk af handlende fragtet fra deres produktionssteder frem til andre byer og havne, hvorfra handelsfolk og skippere af forskellige nationaliteter kunne fragte dem vestover (de romerske og kinesiske kilder tilsammen fortæller kun om én handelsekspedition hele vejen over land fra Syrien til Kinas østligste forpost i Himalaya, samt om ét romersk handelsskib der nåede det sydøstlige Kinas kyst). Denne indirekte handel gjorde sig særligt gældende for handlen over land, hvor vægten af varerne, terrænets uvejsomhed, og den langsomme og røverplagede transport gjorde det alt for usikkert at rejse uden for sit eget etniske territorium, hvor man kendte ruterne og havde sikret sig den nødvendige beskyttelse. Men jo flere gange varerne måtte skifte ejere undervejs, jo højere blev prisen derfor også, og jo mere uprofitabel blev langdistance-handlen over land derfor i forhold til søvejen, hvis et sådant alternativ var muligt.
      Denne udvikling, hvor søhandel udkonkurrerede hele eller dele af transportveje over land, ser man tydeligt med Palmyra i Syrien og Petra i Jordan, hvor beduinstammer oprindeligt havde levet af karavanehandel med henholdsvis Mesopotamien, hvortil varer som f.eks. silke ankom fra Centralasien via Den iranske Højslette, og Sydarabien med dets røgelse. Men fra 1. til midten af 2. årh. e.v.t. ser man begge byer sadle delvist om, således at Palmyras karavaner nu gik til havnebyerne i bunden af Den persiske Golf, hvorfra købmændene sejlede videre i egne skibe til et stort handelsmarked ved Indusflodens udmunding, og Petras traditionelle karavanerute blev suppleret med en havn i det nordlige Rødehav, og en stadig mere vigtig skibstraffik sydover, hvorfra røgelsen nu kunne hjembringes i skibe fra Sydarabien sammen med andre varer fra Det indiske Ocean. At særligt disse to byer var ekstraordinært dygtige til at supplere deres oasebaserede landbrugs- og beduinøkonomier med profitten fra østhandlen vidner begges monumentale arkitektur om.


Konklusion
Var langdistance-handlen med Asien og Det indiske Ocean den afgørende faktor for Romerriget og andre staters opkomst og udvikling i perioden 500 f.v.t.-500 e.v.t.? Nej, men handel med og forbrug af varer langvejs fra og kategoriseret som luksus var alligevel en karakteristisk og vigtig del af den romerske økonomi, såvel som for opretholdelsen af et socialt hierarki baseret på status. Rom, Alexandria, Palmyra og Petra i særdeleshed, men også en række mindre provinshovedstæder, var en del af et større marked for eksotiske varer, hvor den samlede efterspørgsel understøttede en kompleks og velorganiseret handel over enorme afstande.
      Udover at i forvejen rige romerske byer blomstrede yderligere op, og at ikke bare eliten kunne strides om retten til at svøbe sig i kinesisk silk, men at også de lavere samfundslag kunne krydre med lidt peber og brænde røgelse i ny og næ, så har skatteindtægterne fra handelen vejet tungt i de østlige provinsers regnskaber, samt bidraget mærkbart til mindre østafrikanske, sydarabiske og indiske kongedømmers økonomiske vækst. Sidst men ikke mindst betød markedsmekanismens styrke over selv store afstande, at f.eks. gallernes og romernes foretrukne koral fra Lyon-bugten blev eksporteret til Indien, at elefanter blev udryddet nord for Sahara og elfenben i stedet importeret fra Syd- og Sydøstasien, at nye røgelseslunde blev anlagt i Sydarabien og en ekstra årlig vinterhøst indført, samt at jungle tilsyneladende blev ryddet på bakkeskråninger i Sydindien for at kunne kultivere flere peberranker.
      Kulturelle og økonomiske ”flows,” med andre ord, der vekselvirkede på kryds og tværs af Eurasien og Det indiske Ocean med et absolut højdepunkt i 1.-3. årh. e.v.t., og som havde mærkbare konsekvenser for såvel mennesker, marked og miljø: Fagre gamle, proto-globaliserede verden!


FRA: K.G. Evers, ’Rom og De antikke ”Silkeveje” – tidlige eurasiske forstadier til Globaliseringen,’ i Noter #231, Historielærerforeningen (2021): 30-36.